Aktiviteter på Klakkebjerg

Klakkebjergs byggerhuse giver medlemmerne mulighed for at udfolde deres kreative og praktiske færdigheder

Hobbyrummet

På byggeren er vi så heldige at have et stort lyst rum til rådighed, hvor der er rig mulighed for at medlemmerne kan udfolde sig kreativt med et væld af materialer.

Rummet er fyldt med små inspirerende kreationer og materialer, som er oplagte at gå på opdagelse i.

I november og december er hobbyrummet den travle base for flittige børn, der producerer julegaver til hele familien.

Dagligdagen i Hobbyrummet

I hobbyrummet sker der en masse forskellige kreative aktiviteter. Børnene der benytter sig af området har stor indflydelse på, hvad der skal foregå. Ud fra deres og de voksnes ideer, sammensættes ugens udvalgte aktiviteter. Disse skrives på en tavle der hænger ude på gangen ind til rummet.

Et eksempel på en ugeplan kunne være: Sy toilettasker på symaskine, Trylledej, Decoupage på glas.

I hobbyrummet har vi et skuffe-system hvor børnene er to-tre stykker sammen om en kasse til igangværende projekter. Når man ikke at blive færdig med et påbegyndt arbejde i den givne uge, må man altid lave sine ting færdige på et andet tidspunkt. Man må have tre igangværende projekter i sin kasse.

Rummet er indrettet med et hyggeligt sofahjørne hvor der mulighed for hygge, ro og afslapning.

Fælles læring

Vi i hobbyrummet lægger meget vægt på, at rummet er et sted, hvor man selvfølgelig er en del af fællesskabet omkring en given aktivitet. Via aktiviteten har vi et redskab til at styrke fællesskab og relationer, samt et fælles udgangspunkt på tværs af tilhørsforhold.

På samme måde er vi bevidste om at give børnene mulighed for et bredt kendskab til redskaber, materialer og teknikker.

 

Hestestalden

I Hestestalden lægger vi vægt på et godt socialt samvær, hvor hesten er vores fælles tredie. Der er ridehold hver dag, som man kan komme på.

Hvis du får lyst til at prøve, hvordan det er at ride, kommer du ned i stalden til Claus. Så finder vi ud af, om det er noget for dig. Her har vi ridehjelm og vest, som du kan låne, så du ikke selv skal ud og investere i det i første omgang.

Hestestalden er dog ikke kun til ridning. Man lærer også at strigle, sadle op, fodre, muge ud o.s.v. Tit kan man også se hesten blive skoet, og nogle gange er der også en dyrlæge på besøg, som tilser hestene.

På den måde får man en god fornemmelse for, hvad det vil sige at passe hest.

 

Dyrestrædet

I Dyrestrædet har vi mange forskellige dyr. Nogle er fælles, mens nogle medlemmer ejer deres egne dyr. Den løsning gør, at der er plads til, at alle børn kan få et dyr i hænderne, og at der altid er mulighed for, at man kan sætte sig med et dyr og få en god snak. Det åbner også op for, at man den ene dag har en kanin, og den næste dag kan prøve at passe en chincilla.

Alle dyrene går i løsdrift, og vi prøver så vidt muligt at skabe så naturlige rammer omkring dyrene som muligt.

I weekenderne har man mulighed for at få et dyr med hjem og passe. Når det sker har vi bure, som man låner med hjem til formålet.

 

Byggestrædet

Byggestrædet er institutionens område med huse, som børnene har bygget. Vi voksne sørger for, at husene er sikkerhedsmæssigt forsvarligt bygget.

Børnene har selv indflydelse på udformningen af husene. Her har de mulighed for at afprøve deres færdigheder, praktiske sans og tilegne sig ny viden. De fleste børn overtager et bygget hus, men enkelte grupper for lov til at bygge helt forfra.

I Byggestrædet tilrettelægger vi dagligdagen på en måde, hvor vi så vidt muligt imødekommer børnenes behov og interesser.

Ved vores bål og fælleshus har vi et spille- og kreativt område, hvor børene kan spille spil indbyrdes og lave aktiviteter ved bålet.

Vi tilstræber et inkluderende læringsmiljø, hvor mening og sammenhængskraft kan spire. Derudover lægger vi vægt på at møde den enkelte i øjenhøjde, og skabe grobund for venskab og fællesskab.

I vinterhalvåret bruges Byggestrædet til Rollespil.
 

Landsbyen

Landsbyen er et udeområde bestående af:

 

  • Vinter-/sommerhuset: Dette hus bruges som værksted til bl.a fremstilling af rollespilsvåben, julegaver etc. Ligeledes hygges der her med popcorn og te.
     
  • Bålstedet: Her er der hygge, gode historier og ikke mindst forskelligt bålmad.
     
  • Husområdet: Her kan man sammen med sine venner have sit eget hus, som man kan indrette med ting hjemmefra eller ting som man har fundet.
     
  • Rollespil: Ca. hver fjerde lørdag tager vi på tur til Dragon Factory. Her kæmper vi mod andre klubber og byggelegepladser fra Ballerup. Disse dage løber som regel fra klokken 09.00 til 16.00.

 

Kontakt Klakkebjerg Fritidscenter og Ungdomsklub

Klakkebjerg 1C
2750 Ballerup
Telefon: 44 77 17 20
Mail: axh@balk.dk

Konstituteret leder:

Jesper Horster
Direkte telefon: 2092 5433
Mail: jho@balk.dk

Åbningstider

Mandag 13.30-17.00
Tirsdag 13.30-17.00
Onsdag 13.30-17.00
Torsdag 13.30-17.00
Fredag 13.30-17.00

 

På skolefridage og i ferier har vi åbent i tidsrummet 10.00 – 17.00.

Bemærk! Ved arrangementer og ture kan der være ændrede åbningstider, som vil fremgå, når man tilmelder sig i klubben. 

Find de andre klubafdelinger i Klub Måløv her.